tirsdag den 9. november 2010

Demokraternes sejr?

Den 2. november 2010 blev der efter en særdeles beskidt og dollartung valgkamp afholdt midtvejsvalg i USA, hvor det republikanske parti overtog kontrollen med repræsentanternes hus, mens demokraterne med nød og næppe bevarede deres flertal i senatet. Umiddelbart kan indlæggets titel virke misvisende, da republikanerne jo gjorde et klart indhug i demokraternes magt og dermed svækkede Obamas fremtidige handlemuligheder, men hvis man graver et spadestik dybere i analyserne, er valgresultatet måske ikke så ringe endda for demokraterne udgangspunktet taget i betragtning og kan muligvis gavne Obama frem til og under næste præsidentvalgkamp.

Den amerikanske økonomi er mildt sagt medtaget efter, at landet har været gennem den værste økonomiske krise siden 1930'erne med hvad dertil hører af bankkrak, konkurser og massefyringer. Arbejdsløsheden ligger stadig omkring de 10 procent, og i et land, hvor det sociale sikkerhedsnet er nærmest ikke-eksisterende, bliver folk stadig mere desperate, efterhånden som deres opsparing slipper op, og de tvinges fra hus og hjem af kreditorerne. I en sådan situation er det ikke uforståelig, hvorfor vælgerne retter deres vrede mod Det Hvide Hus og demokraterne i kongressen, også selvom Obama ikke kan tages til indtægt for krisen, men faktisk på flere måder har arbejdet hårdt for at rette op på økonomien.

Barack Obama trådte til som præsident på det mest kritiske tidspunkt under den økonomiske krise og arvede samtidig et kæmpe budgetunderskud efter George W. Bush, som havde soldet et pænt overskud fra Clinton op på skattelettelser samt krigene i Irak og Afghanistan. Obama trak straks i arbejdstøjet og gennemførte flere store stimuluspakker for at redde banker og virksomhed fra kollaps samt pumpede store summer ud til infrastrukturprojekter for at redde den skrantende byggesektor. Flere har efterfølgende kritiseret den såkaldte Obamanomics for ikke at håndtere problemerne korrekt og øge budgetunderskuddet til nye højder, men hvis man ser på markedets egne tal, tegner der sig et noget andet billede. Ifølge Bloomberg Businessweek har Obama ført en fornuftig økonomisk politik, som fik bragt en stopper for recessionen, reddet flere millioner jobs i udsatte sektorer samt fået aktiemarkedet tilbage på ret kurs. Som Boeings CEO Jim McNerney udtaler: "This Administration deserves significant credit." Det store problem for demokraterne er dog, at arbejdsløsheden ikke er på vej ned, men kun har stabiliseret sig på et højt niveau, hvorfor vælgerne naturligt nok ikke kan få øje på de ønskede forbedringer. Newsweek peger her på to signifikante årsager til demokraternes nederlag ved midtvejsvalget nemlig dårlig kommunikation samt vælgernes lave abstraktionsniveau. Demokraterne havde politikken, men var simpelthen for dårlige til at kommunikere denne til vælgerne for at lade dem forstå perspektiverne i den gennemførte plan, herunder at det tager tid for erhvervslivet at skabe nye arbejdspladser. Samtidig har den nyligt arbejdsløse amerikanske vælger svært ved at se, at situationen kunne have været meget værre, hvis ikke demokraterne havde gennemført deres økonomiske redningsplan.

Ovenstående samt den generelle republikanske kritik af sundhedsreformen taget i betragtning virker resultatet af midtvejsvalget knapt så hårdtslående for demokraterne, som har siddet med hele ansvaret de seneste to år. I kampen om repræsentanternes hus led de et forventeligt nederlag, men bevarede overraskende nok flertallet i senatet, hvilket kan tilskrives Tea Party kandidaterne i Nevada, Delaware og Alaska, som havde vundet den republikanske nominering over de mere traditionelle kandidater. Derudover blev flere højtstående demokrater genvalgt herunder flertalslederen af senatet Harry Reid, den tidligere flertalsleder af repræsentanternes hus Nancy Pelosi samt det kontroversielle medlem af repræsentanternes hus Barney Frank.

Valgresultatet kan sagtens ses som en svækkelse af præsidents magtposition og som en ulempe op til valget i 2012, men kan ligeledes vise sig at være til gavn for Obama på i hvert fald to måder. For det første betyder den republikanske overtagelse af repræsentanternes hus, at Obama og demokraterne ikke sidder alene med magten og dermed det fulde ansvar. For det andet er flere Tea Party kandidater valgt ind i kongressen, og selvom de mest fanatiske (eks. Christine O'Donnell og Sharron Angle) ikke er blandt dem, kan det blive svært for blandt andre flertalslederen af repræsentanternes hus republikaneren John Boehner at kontrollere dem alle, hvilket kan skade det republikanske sammenhold, hvis Obama vælger at appellere til de mere moderate republikanere. Forholdet mellem de traditionelle republikanere og Tea Party bevægelsen er fra begyndelsen anspændt, og Sarah Palins planer om at stille op til præsidentposten i 2012 har fået toppen af det republikanske parti til at prøve at finde en mere samlende kandidat. Med Tea Party bevægelsen står republikanerne overfor et helt fundamentalt dilemma, som i værste fald kan koste dem valgsejren. Hvis en republikaner fra Tea Party bevægelsen nomineres er risikoen, at medianvælgeren flygter over til Obama og demokraterne, mens risikoen ved at nominere en mere moderat republikaner er, at Tea Party vælgerne bliver hjemme.

Midtvejsvalget kan derfor hverken ses som en klar sejr for republikanerne eller et klart nederlag for demokraterne. Til gengæld kan det ende ud som et klart nederlag for de amerikanske borgere, hvis ikke republikanerne og demokraterne med Obama i spidsen kan finde fælles fodslag og gennemføre den lovgivning, som er nødvendig for den amerikanske økonomi.

lørdag den 9. oktober 2010

Sort arbejde og skat

Som Rockwool Fondens Forskningsenhed gennem en spørgeskemaundersøgelse tilbage i juni 2010 dokumenterede har et stort flertal af danskerne enten købt sort arbejde det seneste år eller har været villig til det. Resultatet af disse ulovligheder for de offentlige kasser er et anseligt tab af skatteprovenu, som løber op i flere milliarder kroner om året. Skattekroner som kunne have været brugt på forbedret velfærd, betydelige skattelettelser eller til at betale af på den offentlige gæld alt efter politisk orientering og temperament.

Det store omfang af sort arbejde tilskrives af flere liberale debattører det høje danske skattetryk, hvorfor en lempelse af skatterne til en vis grad vil afhjælpe problemet. Ræsonnementet er som følger: De høje skatter medføre øgede priser på forskellige tjenesteydelser herunder håndværkerarbejde udført legalt, hvorfor flere borgere enten vælger at få arbejdet udført sort eller finder den indre handyman frem og gør det selv. Hvis skattetrykket lempes vil borgerne i stedet vælge at få gjort rent eller bygget en carport på legal vis, hvorved de penge man giver i skattelettelser vil komme tilbage via øget økonomisk aktivitet i samfundet.

Herunder vil hypotesen om at lavere skat medfører mindre sort arbejde blive efterprøvet med udgangspunkt i to EU-rapporter. Den første, Undeclared Work in the European Union, er en spørgeskemaundersøgelse, hvor et repræsentativt udsnit fra hvert af de europæiske lande er blevet spurgt til sort arbejde herunder både efterspørgsels- og udbudssiden. Der er altid en vis usikkerhed ved at benytte spørgeskemaundersøgelser, da respondenterne har mulighed for at svare usandt på spørgsmålene, men da sort arbejde af gode grunde ikke registreres noget sted, er denne fremgangsmåde nødvendig. Den anden, Taxation trends in the European Union, opgiver en lang række skatteprocenter fra medlemsstaterne herunder både direkte og indirekte skatter. I denne forbindelse er valgt det gennemsnitlige skattetryk, hvor forskellige typer af skat indgår, hvilket skyldes, at prisen på tjenesteydelser påvirkes af flere typer af skat herunder håndværkerens indkomstskat, virksomhedens selskabsskat og momsen på selve udførelsen og de anvendte råvarer. Desuden medregnes Social Security Contributions (SSC) dvs. de obligatoriske velfærdsbidrag, som indbetales i flere kontinentaleuropæiske lande til eksempelvis arbejdsløshedsforsikring og pension.

I den første af nedenstående grafer er skatteprocenten plottet ud af x-aksen, mens andelen, som svarer bekræftende på spørgsmålet, om de har købt produkter eller tjenesteydelser sort, er plottet op af y-aksen. I den anden graf er skatteprocenten igen plottet ud af x-aksen, mens andelen, som svarer bekræftende på spørgsmålet, om de har udført sort arbejde, er plottet op af y-aksen. I rapporten om sort arbejde vurderer respondenten, hvor stor risikoen er for at blive pågrebet, hvilket kunne være interessant at inddrage i undersøgelsen. I den tredje graf plottes derfor andelen, som vurderer risikoen for høj, ud af x-aksen, mens andelen, som svarer bekræftende på spørgsmålet, om de har købt produkter eller tjenesteydelser sort, er plottet op af y-aksen. I den fjerde graf er andelen, som vurderer risikoen for høj, igen plottet ud af x-aksen, mens andelen, som svarer bekræftende på spørgsmålet, om de har udført sort arbejde, er plottet op af y-aksen. Hver blå firkant repræsenterer et land.

Konklusionen: Der er kun en ganske svag positiv sammenhæng mellem skatteprocenten og efterspørgslen efter sort arbejde, mens den positive sammenhæng er lidt stærkere mellem skatteprocenten og udbuddet af sort arbejde. Det mest interessante er dog, at sammenhængen mellem den vurderede risiko for at blive pågrebet og såvel efterspørgslen efter og udbuddet af sort arbejde er mere klar. Det kan derfor ud fra analysen bedre betale sig at investere i mere kontrol fra skattemyndighedernes side end at give skattelettelser, hvis målet er at mindske omfanget af sort arbejde.

tirsdag den 3. august 2010

Agurketid i Danmark

Sommertid er ikke kun en dejlig tid med sol, varme og grillmad, men ligeledes en frygtelig irriterende tid med svedende mennesker, pågående insekter og agurketidsprægede nyhedsredaktioner. I særlig grad kan sidstnævnte være en pestilens for samfundsinteresserede borgere, som grimmes flere gange ugentligt, når avisen bladres ud, radioen tændes eller aftensnyhederne toner frem på skærmen, og de skal belemres med desperate journalisters ligegyldigheder. Disse kan tage form af personrelaterede petitesser, hvilket sagerne med Helle Thorning-Schmidt og Lene Espersen er glimrende men desværre ikke enestående eksempler på i sommervarmen. Jeg vil i denne forbindelse inddrage min gode studiekammerat Erik Gahner, som for nylig skrev en skarp kommentar vedr. netop disse to personsager, og give ham helt ret. De danske vælgere burde i langt højere grad have fokus på det konkret politiske frem for de folkevalgtes moral, som i bund og grund hverken er større eller mindre end resten af befolkningens. Når det er sagt har medierne dog det ansvar ikke bare at følge en folkestemning, selvom dette måske på kort sigt er til gavn for læser- og seertallene, men overveje relevansen af det trykte og elektroniske materiale.

Endnu en dårligdom under agurketiden er mediernes store fokus på selv de mest uigennemtænkte politiske forslag. Det er særlig Dansk Folkeparti, som på dygtig men usmagelig vis forstår at udnytte situationen og præsentere det ene populistiske forslag efter det andet. Det første af to sådanne forslag her til sommer omhandler for gud ved hvilken gang udlændingeområdet, hvor 24-årsreglen skal strammes op til en 28-årsregel. Argumentet fra Kristian Thulesen Dahl går på, at eftersom 24-årsreglen har vist sig effektiv mod tvangsægteskaber, vil det være ganske naturligt at lade den afløse af en 28-årsregel. Der er dog på ingen måde klarhed over, hvorvidt den regel, som siden 2002 har afholdt danske mænd og kvinder fra at finde sammen med deres bedre halvdel i Danmark, rent faktisk virker og hindrer de arrangerede ægteskaber, hvorfor dette som minimum bør undersøges til bunds, inden reglerne strammes yderligere. Det ser mere ud til at være endnu et forsøg på at holde muslimske indvandrer ude af landet frem for at imødegå tvangsægteskaber, hvilket er en skam, da enhver borger i et liberalt samfund har ret til at vælge sin egen ægtefælde. Den samlede opposition tog straks afstand fra forslaget, og selv om Venstres integrationsordfører Karsten Lauritzen ikke umiddelbart havde nogle problemer, var regeringspartierne dog ligeledes negativt stemt. På trods af denne behagelige modtagelse af forslaget, kan man dog ikke ånde lettet op endnu, da regeringspartierne har for vane at give efter, når de bliver mindet om, at ministerbilerne ikke er købt, men kun leaset af Pia Kjærsgaard.

Det andet og seneste forslag fra Dansk Folkeparti er øget overvågning i ældreplejen, hvilket sker på baggrund af TV2's afsløringer af hjemmehjælpere, som angiveligt skulle have brugt arbejdstiden på private indkøb, restaurantbesøg og timelange pauser. Det lyder umiddelbart rimeligt, at det offentlige holder styr på, hvorledes skattekronerne bliver anvendt, således at de ældre får den optimale pleje. Man må dog alligevel stoppe op, når ressourcespørgsmålet melder sig, da kontrolbesøg på ingen måde er gratis. Enten må der tilføres flere midler til ældresektoren, eller også må ressourcer til pleje overføres til kontrol. Det første kan blive mere end svært med nulvækst og stramme kommunale budgetter, mens sidstnævnte ikke kan betegnes som andet end ressourcespild. Desuden er det formentlig kun et forsvindende lille antal af hjemmehjælperne, som rent faktisk snyder, hvilket fint illustreres af, at flere af de personer TV2 afslørede senere har vist sig at være uskyldige. På overfladen kan dette forslag se ganske fornuftigt ud, men ved nærmere eftertanke virker det både uigennemtænkt og som tidsspild. Heldigvis har hverken opposition eller regering erklæret sig enige med forslaget, men som tilfældet var med ovenstående, skal man ikke ånde lettet op, før enten Lars Løkke eller Pia Kjærsgaard har kastet håndklædet i ringen.

Kritikken af mediernes omtale af de to kommenterede forslag skal ikke forstås som et ønske om censur af Danske Folkeparti eller dets politik. Alle partier har ret til at blive hørt og respekteret uagtet deres politiske ståsted. Mit problem er den uforholdsmæssige store opmærksomhed medierne tildeler reelt uvæsentlige forslag, blot fordi disse er aktuelle, frem for at stille skarpt på større sager såsom velfærdsstaten, klimaforandringer og den internationale økonomi. Dette ændrede fokus kunne forhåbentlig ved samme lejlighed fjerne det evindelige personfnidder, agurketiden bringer med sig.

søndag den 25. juli 2010

Update: VM 2010

For omkring 2 uger siden blev den afsluttende kamp spillet mellem Holland og Spanien, som begge havde til gode at vinde deres første verdensmesterskab. I dagene forinden havde Holland vundet den første semifinale 3-2 over Uruguay, Spanien den anden semifinale 1-0 over Tyskland, og i bronzekampen løb det tyske mandskab fortjent med tredjepladsen efter en 3-2 sejr over de uruguayske spillere. I finalen trak Spanien efter forlænget spilletid det længste strå mod Holland og kunne med en sejr på 1-0 løfte det over 6 kg tunge trofæ. Dette samt de tre øvrige kampes resultater stemmer dermed fint overens med den rapport af Goldman Sachs, som blev refereret her på bloggen for et par uger siden, da holdet med den største vinderchance i alle de fire kampe besejrede sin modstander.

Ifølge den hollanske bank ABN Amro, hvis rapport ligeledes blev refereret her på bloggen, burde tyskerne dog have vundet guldet frem for spanierne, da et sådant udfald ville have været mest optimalt for verdensøkonomien, idet en sejr kunne have skabte mere optimisme og øge privatforbruget og investeringerne til gavn for den store tyske økonomi. Det vigtige tyske nøgletal IFO-indekset viser dog med en overraskende stigning fra juni til juli måned, at de tyske forbrugere måske alligevel trods nederlaget til Spanien oplever en boblende optimisme. Indekset bygger på indberetninger fra 7000 tyske virksomheder, som dels vurderer den nuværende økonomiske situation, dels giver et bud på situationen om seks måneder, hvorved det i væsentlig grad afspejler de tyske industrilederes tillid til økonomien. Den overraskende fremgang, som er den største siden genforeningen, øger sammen med de seneste måneders stigninger (jf. nedenstående graf), muligheden for at Tyskland kan holde dampen oppe i de kommende år og trække resten af Europa med ud af de stadig hårde økonomiske tider

tirsdag den 6. juli 2010

VM 2010

Verdensmesterskaberne i fodbold har efter 60 kampe, stor dramatik og alt for megen vuvuzela-larm nået sin afsluttende uge, hvor semifinalerne spilles den 6. og 7. juli, bronzekampen den 10. juli og finalen den 11. juli. Den første semifinale står mellem Holland (nr. 4) og Uruguay (nr. 16), mens de to store fodboldnationer Tyskland (nr. 6) og Spanien (nr. 2) tørner sammen i den anden (placering på FIFA's Verdensrangliste 2010 i parentes).

Holland blev klar vinder af gruppe E med sejre over Danmark, Japan og Cameroun. I ottendedelsfinalerne besejredes Slovakiet, mens Brasilien overraskende og på trods af en føring i første halvleg blev slået ud af holdet i kvartfinalerne. Uruguay vandt ligeledes sin gruppe med sejre over Mexico og værtsnationen Sydafrika samt uafgjort mod et fransk hold, som har spillet et helt uacceptabelt verdensmesterskab. I ottendedelsfinalerne slog holdet Sydkorea ud af turneringen, og efter en højspændt kvartfinale med straffesparkskonkurrence måtte Ghana som det sidste afrikanske hold forlade Sydafrika. Holland har stadig til gode at vinde VM, mens Uruguay har kunnet løfte trofæet to gange.

Det unge tyske hold havde en forrygende start på gruppespillet med en 4-0 sejr over Australien, og blev på trods af et nederlag til Serbien vinder af gruppe D, da holdet vandt den tredje kamp mod Ghana. I ottendedelsfinalerne blev England sendt ud af turneringen, mens Argentina overraskende måtte samme vej i kvartfinalerne. Spanien fik efter nederlaget til Schweiz orden på sit spil og vandt sin gruppe efter sejre over Chile og Honduras. I ottendedelsfinalerne slog holdet nabolandet Portugal, og efter en kvartfinale med to brændte straffespark blev Paraguay ligeledes slået ud af turneringen. Tyskland har hele tre gange vundet VM, mens Spanien endnu ikke har vundet titlen.

De fire resterende kampe bliver som ovenfor antydet spillet mellem nogle af verdens stærkeste fodboldnationer, hvorfor der er lagt op til nogle spændende og åbne opgør. Herunder vil der på baggrund af forskellige matematiske og økonomiske kalkuler blive givet et kvalificeret bud på en vinder, samt hvilket hold man skal holde med for at styrke verdensøkonomien.

I deres rapport The World Cup and Economics har den amerikanske bank Goldman Sachs udregnet, hvor stor sandsynlighed de 32 hold har for at vinde VM. Beregningerne er baseret dels på FIFA's Verdensrangliste, dels på hvilke odds de forskellige bookmakere giver holdene. Ifølge rapporten har Spanien 10,46 pct. chance efterfulgte af Tyskland med 9,4o pct., mens Holland og Uruguay følger efter med henholdsvis 7,07 pct. og 2,11 pct. chance. Man må derfor konkludere, at Spanien har gode muligheder for at hive sin første VM titel hjem, selvom rapporten på ingen måde skal tages som den endelige sandhed (Brasilien står med 13,76 pct. som den mest sandsynlige vinder).

Selvom Spanien ifølge Goldman Sachs ligner en kommende verdensmester, skal man dog holde med Tyskland, hvis man skal følge rådet fra den hollandske bank ABN Amro, som i rapporten Soccernomics 2010 analyserer sig frem til, hvorfor verdensøkonomien har bedst af en tysk vinder. Dette skyldes, at en sejr kan være med til at øge privatforbruget i vindernationen, og hvis verdensøkonomien skal have det optimale ud af VM, skal vinderen helst findes blandt de store økonomier. Japan er en større økonomi end Tyskland, men den japanske import er ikke stor nok til at verdensøkonomien vil få det optimale ud af en sejr, hvorfor Tyskland er den optimale vinder. Banken har regnet sig frem til, at en VM-vinder i gennemsnit får et ekstra økonomisk løft på 0,7 procentpoint af BNP, hvilket skyldes, at en sejr kan skabe mere optimisme og øge forbruget og investeringerne. Rapporten fastslår samtidig, at en sejr for USA helst skal undgås, da forbrugerne her allerede lever over evne og ikke skal fristes til at forbruge mere. En tak skal derfor lyde til Ghana.

Uanset hvilken nation der løber med titlen, har det dog været et begivenhedsrigt verdensmesterskab, hvor flere statistikker ikke har holdt. Det er første gang at værtsnationen ikke er gået videre fra gruppespillet. Det er første gang at Danmark ikke er gået videre fra gruppespillet. Det er (sandsynligvis) første gang et europæisk hold vinder VM uden for Europa.

fredag den 25. juni 2010

Sort snak?

Som nævnt i et tidligere indlæg er denne blog som udgangspunkt for de længere, mere analytiske indlæg, som knytter sig til refleksioner over dansk og international politik i det 21. århundrede. Dog kan undertegnede her i sommervarmen ikke afholde sig fra at gøre opmærksom på dette YouTube-klip, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen fra Folketingets talerstol ihærdigt forsøger at forklare regeringens skattepolitik.

mandag den 24. maj 2010

Udlændinge- eller genopretningspakke?

Forhandlingerne mellem regeringen og Dansk Folkeparti fortsætter i disse dage for at finde de 24 milliarder kroner, som skal spares på statsbudgettet frem 2013 for at bringe Danmark sikkert ud af finanskrisen. Flere elementer i regeringens genopretningspakke herunder nulvækst i kommunerne samt fastfrysning af folkepensionen faldt fra starten af ikke i god jord hos støttepartiet, som i stedet fremlagde en række alternativer, der alle har som gennemgående karakteristika, at de retter sig mod udlændinge i den ene eller anden afskygning. Herunder følger en kort liste over partiets mest omtalte spareforslag.
  • Skære 200 millioner kroner i udviklingsbistanden. Hermed fortsætter partiet den nedbarbering af udviklingsbistanden, som har fundet sted siden 2001 fra omkring 1 pct. af BNI til omkring 0,8 pct. af BNI i dag svarende til en samlet besparelse på et tocifret milliardbeløb. Heldigvis ser regeringen ud til at trodse dette usympatiske forslag, da man ikke mener, at verdens fattige skal betale for finanskrisen.
  • Begrænse børnechecken til maksimalt to børn. Dette forslag kommer til at påvirke alle med flere end to børn, men da indvandrere gennemsnitligt har flere børn end etniske danskere samt generelt er økonomisk presset, bliver disse ramt særlig hårdt.
  • Skære i folkepensionen til flygtninge. Kort fortalt skal flygtninge, som i dag automatisk er berettiget til den maksimale folkepension ved pensionsalderen, i fremtiden kun have udbetalt en brøkdel, bestemt af hvor lang tid de har boet i landet.
  • Opgør med gratis tolkebistand. Denne gratis service, som Dansk Folkeparti nu gerne ser afskaffet, er i dag til stor gavn for udlændinge og gør det muligt for selv de med et lille økonomisk råderum at komme i kontakt med offentlige myndigheder og institutioner.
  • Stramninger over for arbejdsløse udlændinge. Undertegnede har på dette tidspunkt ikke kendskab til de nøjagtige stramninger, men hvis det drejer sig om den sædvanlige pisk frem for gulerod, kan man have sin tvivl om, hvorvidt dette forslag overhovedet kommer til at spille nogen betydelig rolle ud over at gøre de ramte endnu dårligere økonomisk og socialt stillet.

Det bliver interessant at se, hvorledes de kommende forhandlinger ender ud, og man må inderligt håbe, at Lars Løkke ikke springer med på Dansk Folkepartis vogn, selvom undertegnede frygter, at det er den eneste vej frem for regeringen.